Varebiler

Lovgivning - varebiler

Nedenstående er en gengivelse af diverse lovtekster vedr. van-ombygninger.

Van-ombygning: Krav til ombygningen (materialer/fastgørelse)
9.01.024: (2) Varebil N1 med lukket varerum skal være forsynet med adskillelse mellem førerrum og varerum.

9.01.004 Adskillelser
(1) Adskillelse mellem førerrum og varerum skal mindst dække førerpladsen og
skal nå fra gulv til loft.

I mandskabsbil skal adskillelsen tillige dække samtlige passagerpladser (krav fra SKAT).

(2) Adskillelsen og dens fastgørelse til køretøjet skal have en sådan styrke, at den
kan modstå belastningen fra fremadglidende gods ved en deceleration af køretøjet
på 10 m/s2.
(3) Adskillelse kan bestå af:
a) Finmasket trådgitter i en stålramme.
b) Plade af metal eller træ.
c) Plade af splintsikkert plastmateriale. Pladen skal være anbragt i en metalramme.
Uanset ovenstående, kan andre adskillelser, der opfylder DIN-norm 75410-
03, godkendes.
(4) Adskillelse i passagerrum kan tillige bestå af sikkerhedsglas, jf. pkt. 10.03.003
(1).
(5) Adskillelse må ikke hindre udsynet i påbudt indvendigt førerspejl.
Før 01.04.88: Gælder ikke.

Lastrummets mål:

Last- og varebiler med en tilladt totalvægt på indtil 4 tons afgiftsberigtiges efter registreringsafgiftslovens § 5 med enten 95 pct. eller 30 pct. afgift.

Ifølge lovbestemmelsen er det en betingelse for afgiftsberigtigelsen, at bilerne er utvivlsomt konstrueret og indrettet til godstransport.

Det er besluttet, at de administrativt fastsatte opmålingsregler og målekrav ændres på den måde, at den hidtidige regel, hvorefter vareladets længde, som skal være mindst 120 cm., - målt i højde med forrudens underkant - ikke må være mindre end afstanden i vandret mål fra forrudens underkant til førerhusets bagvæg, bortfalder og erstattes af et krav om, at vareladets længde skal være på mindst 120 cm., samt at varerummet skal have en højde på mindst 60 cm. målt fra det plane gulvareal.

Vareladet skal være i samme plan i hele ladets udstrækning og skal udgøre en ubrudt flade, medmindre væsentlige konstruktive hensyn forhindrer dette. En eventuel opbygning af ladet, som er nødvendig for montering af gastankanlæg, og eventuelle lemme, som giver adgang til rum under ladet til opbevaring af køretøjets reservehjul, værktøj m.m., er dog tilladt.

Der må ikke bag førersædet findes sædearrangement af nogen art eller indretninger, der er egnede til anbringelse af sæder e.l. til personbefordring. Vareladet må heller ikke være forsynet med fordybninger o.l., som kan benyttes ved anbringelse af bagsæde, eller håndstropper, askebægre eller andet personvognsudstyr.